Andreas Knudsens blog

IW: Andreas Knudsen

IP: Fredrik Malte Petersen

Observatør: Camilla Marie Nielsen

MSM:

Mål:

Fredrik Malte Petersen skal argumentere for, hvorfor han synes, at hash skal afkriminaliseres.

Spørgeplan:

Spørgsmål 1:

Fredrik Malte Petersen, du går ind for, at man i  Danmark skal afkriminalisere hash. Hvorfor gør du det?

Spørgsmål 2:

Forskning viser, at hashrygning på kort sigt kan give øget risiko for hjerteanfald og på lang sigt blandt andet kan svække indlæringsevnen. Hvorfor ønsker du at legalisere et stof, der har de negative bivirkninger?

Spørgsmål 3:

Så fordi det er lovligt at ryge cigaretter og drikke alkohol, skal det også være lovligt at ryge hash?

Metode:

Jeg vil i starten være åben over for IP og lade ham tale sig sag.

Herefter vil jeg holde IP op i mod de skadelige virkninger, som det er dokumenteret, at hash har.

Da jeg selv er uenig med IP, er det vigtigt for mig, at min egen holdning ikke må skinne igennem. Interviewet skal ikke have det formål at slå IP ud men i stedet gøre det klart, hvorfor IP mener, at hash skal afkriminaliseres.

Jeg har en idé om, at IP vil forsøge at inddrage det legale i at ryge cigaretter og drikke alkohol i interviewet. Hvis det er tilfældet, skal jeg kort stille et direkte og lukket spørgsmål.

Oplæg til lydfil:

Flere politikere har tidligere argumenteret for, at hash skal gøres lovligt at ryge, men endnu er rusmidlet ikke blevet afkriminaliseret. Hør hvorfor den journaliststuderende Fredrik Malte Petersen mener, at hash skal afkriminaliseres:

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

 

En ny undersøgelse viser, at alternative strafformer såsom samfundstjeneste og fodlænker er gavnligt for samfundet sammenlignet med almindelige fængselsstraffe.

Af Andreas Knudsen

En ny undersøgelse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed viser, at det kan være gavnligt for både kriminelle og samfundet, at man ikke nødvendigvis straffer alle mindre lovovertrædelser med fængsel. I stedet bør man også benytte sig af nogle alternative strafformer såsom samfundstjeneste og afsoning med fodlænke.

Undersøgelsen dokumenterer, at afsoning med fodlænke er gavnligt for samfundet i den forstand, at personer der idømmes fængselsstraffe i højere grad er afhængig af offentlige ydelser i året efter deres løsladelse, sammenlignet med personer der har afsonet en tilsvarende straf med fodlænke. Helt konkret viser det sig, at personer, der har afsonet en fængselsstraf på mindre end tre måneder, i gennemsnit er afhængige af offentlige ydelser i 9½ uger i løbet af det første år efter endt afsoning, mens personer, der har afsonet en tilsvarende straf med fodlænke, er afhængige af offentlige ydelser i 6½ uger det første år efter endt afsoning. Altså En forskel på 3 uger.

Endvidere dokumenterer undersøgelsen, at en anden af de alternative strafformer – samfundstjeneste – ligeledes kan være gavnligt for både samfundet og den dømte person. Det sker, fordi personer der dømmes til samfundstjeneste overordnet set vil tjene flere penge for fremtiden og være mindre afhængige af offentlige ydelser, sammenlignet med personer der bliver sendt i fængsel for at have udført en tilsvarende kriminel handling.

Resultatet af undersøgelsen kan vise sig at være fordelagtigt for de danske fængsler, hvorfra man jævnligt hører om pladsmangel. Tilbage i februar 2011 lød det, at landets lukkede fængsler manglede 220 pladser og med Rockwool Fondens undersøgelse i mente, kan løsningen på problemet måske være, at man for fremtiden i højere grad vil benytte sig af de alternative strafformer.

Anslag: 1997

Jeg vil fortælle at, alternative strafformer såsom samfundstjeneste og afsoning med fodlænke kan være til gavn for samfundet og den enkelte kriminelle person.

VISA-K vurdering:

Væsentlighed:

Nyheden er væsentlig i den forstand, at det med jævne mellemrum lyder, at der ikke er plads til alle de kriminelle i fængslerne. Derfor kan undersøgelsen og artiklen være med til at sætte fokus på, at man måske oftere burde benytte sig af alternative strafformer, da det nu definitivt er bevist, at det i mange henseender kan være en god idé.

Identifikation:

Identifikationsfaktoren vil nok være begrænset for den ”almindelige” danske borger, der ikke har været i kontrakt med den kriminelle verden. Alligevel er der dog en del danskere, der vil kunne identificere sig med, hvilke konsekvenser det kan have at blive idømt en fængselsstraf.

Sensation:

Som sådan er nyheden eller rapporten ikke en sensation, men det kan alligevel komme som en overraskelse for mange, at det har så stor betydning, hvad enten du bliver idømt en fængselsstaf eller idømmes en af de mere alternative straffeformer. Denne overraskelse vil sandsynligvis både være til stede blandt myndigheder og den almene befolkning, og den vil formentlig være en øjenåbner over for nogle af dem, der hårdnakket går ind for fængselsstraffe frem for alt andet.

Aktualitet:

Undersøgelsen og nyheden er ikke højaktuel. Begge ting kan dog blive det, hvis medierne vælger at dykke dybere ned i historien. Heraf vil den blive højaktuel som ”den første” af sin slags.

Konflikt:

Konflikten i artiklen vil eventuelt være mellem de, der er fortalere for, at alle lovovertrædelser skal straffes med fængsel og de, som vil appellere for, at man fremover i højere grad skal benytte sig af de alternative strafformer.

Mulige kilder:

En politiinspektør/forsker/xxx, der kan klarlægge problemerne med manglende pladser i fængslerne samt fortælle om, hvilke aflastende betydning samfundstjeneste og fodlænker vil have på pladsmanglen.

En person, der tidligere har været idømt straf med fodlænke. Evt MS, Taastrup. Han kan være relevant, fordi han kan give et billede af, hvilke øjne man bliver mødt med, når man er idømt straf med en fodlænke, og han kan fortælle om, hvordan livet med en fodlænke er.

En person, der har siddet tre måneder i fængsel for fx vold. Han kan fortælle om, hvilken betydning en eventuel afsoning med fodlænke ville have haft for hans liv.

Justitsministeren, der skal kommentere på udfaldet af undersøgelsen samt muligheden for oftere at gøre brug af alternative straffeformer.

Kriminalforsorgens rapport fra februar 2011. Den kan bruges til yderligere dokumentation omkring pladsmangel i fængslerne og sætte et større perspektiv på historien.

 

Mit navn er Andreas Laurfelt Knudsen. Jeg kommer fra den sjællandske by Taastrup lidt uden for København, og så er jeg 20 år gammel.

Jeg har, som alle andre børn i Danmark, gået i folkeskole. Det gjorde jeg på Grønhøjskolen i Taastrup. Lige efter folkeskolen startede jeg på Høje-Taastrup gymnasium, hvorfra jeg blev student i 2010. Planen herefter var at have et sabbat år med fokus på arbejde, men hvor meningen var, at jeg skulle været blevet på arbejdsmarkedet i et år, fik jeg hurtigt nok og startede i januar måned 2011 på Askov Højskole på et fem måneders kursus anlagt mod at blive forberedt til optagelsesprøven på journalisthøjskolen. Herfra giver resten sig selv.

Jeg har altid været utrolig interesseret i sport, og særligt dansk fodbold tiltaler mig. Ikke så meget på grund af det knap så kønne intensive spil men mere på grund af tilhørsforholdet til den enkelte klub. Jeg er inkarneret FCK-fan, men holder i den grad også med anden divisions klubben Fremad Amager. Det sidste, fordi jeg synes det er en helt særlig oplevelse at komme på et lille lokalt stadion og opleve den specielle stemning.

Derudover er jeg meget fascineret at biler. Jeg nyder at køre bil, og jeg nyder at snakke om biler, se på biler og bare høre på biler.

På andet semester forventer jeg bestemt, at uddannelsen bliver mere praktisk orienteret. Jeg var ved at køre død i første semester efter mediejuraforløbet, fordi jeg ikke følte, at timelange forelæsninger flere gange om ugen var noget for mig. Derfor var jeg da også til en slags trivselssamtale med min underviser, og jeg blev forsikret, at andet semester ville blive mere praktisk orienteret, så det går jeg da med klare forventninger om, at det bliver.

Jeg har til en forandring faktisk gjort en del ting som forberedelse til forløbet. Udover at have besvaret denne opgave og læst lektierne er jeg begyndt at skrive for en nystartet fodboldhjemmeside kaldet Fanatik.dk. Hjemmesiden er en slags pendant/konkurrent til bold.dk, hvor målet er at levere gode og aktuelle fodboldnyheder samt en række såkaldte ”specials” om for eksempel indkøbsstrategier i engelske fodboldklubber i januar måneds transfervindue. Det er ideelt for mig, fordi jeg kan kombinere min store interesse for fodbold med min lyst til at skrive, og så synes jeg man får en følelse af, hvordan det er at levere nyheder flere timer i streg.

Derudover har jeg brugt ferien på at arbejde. På den måde har jeg tjent nogle penge, som jeg skal bruge til at forsørge mig selv det næste halve års tid uden at have et arbejde.

Med hensyn til hvad jeg kan bidrage med i et gruppearbejde, så må en af de mest væsentlige ting være, at jeg selv synes, at jeg er ret god til at bevare overblikket i pressede situationer. Jeg har gennem mange års arbejde på en McDonald’s-restaurant lært, at det ikke hjælper noget at gå i panik, når tiden er knap, så derfor forsøger jeg altid at slå koldt vand i blodet for på den måde at bevare overblikket.

Samtidig synes jeg, at jeg er enormt pligtopfyldende og ærlig omkring mine stærke og svage siger. Jeg forsøger ikke, at være noget jeg ikke er, og jeg er ikke bleg for at melde ud, når noget er svært for mig, og jeg har brug for en hjælpende hånd.

Mine ambitioner til semestret er egentlig ret høje. På en skala må det være en 8’er. Jeg synes, det er lidt svært at skrue forventningerne højere op, når jeg har svært ved at gennemskue, hvad semestret egentlig byder på, men jeg glæder mig til udfordringerne, og jeg glæder mig til at opleve den mere praktiske undervisning, som jeg er blevet lovet.

Min svage side er, at jeg har svært ved at snakke om min stærke side. Jeg er enormt ydmyg, når det kommer til mine faglige evner, men hvis jeg absolut skal pege på én ting, jeg er særligt god til, må det være, at jeg er enormt varierende i mit sprog. Jeg forsøger altid at skabe billeder i folks hoveder når jeg skriver, og jeg er meget bevidst omkring, at det jeg skriver skal være så interessant, at man som læser ikke mister lysten til at læse. (Dog er denne opgave ikke skrevet ud fra en devise om at skulle tryllebinde læseren, da jeg har anset den for at være ren praktisk information.)

En af mine svage sider er mine evner til at sætte komma. Ganske vidst bestod jeg sprogeksamen, men jeg føler stadig, at jeg bør blive bedre til at sætte kommaer. Derudover synes jeg også, at jeg skal være bedre til at opnå fuld forståelse i de tekster, vi læser som lektier, og det skal gøres enten ved at læse mere koncentreret eller være konsekvent i at tage noter til hver tekst, jeg læser.

Som overstående svar måske antyder, vil jeg gerne blive bedre til at sætte kommaer og blive bedre til at opnå bedre forståelse i de tekster, jeg læser.

Derudover vil jeg gerne lære at blive mere fokuseret under diverse forelæsninger. På første semester tog jeg tit mig selv at lave mange andre ting end at følge med i forelæsningerne, og det skal jeg arbejde på at lade være med på andet semester.

Med hensyn til det at sætte kommaer ser jeg inden anden udvej end at blive ved med at øve mig. Jeg skal slå op i kommabøgerne, når jeg er i tvivl, i stedet for bare at gætte mig frem, for jeg tror, at jeg på den måde vil blive mere sikker i det med tiden.

Hvis jeg skal opnå bedre forståelse i de læste tekster, tror jeg ikke, at jeg kan gøre andet end at tage noter, når jeg læser teksterne. Jeg læser allerede enormt koncentreret og ser umiddelbart ingen mulighed for at forbedre netop det punkt, og derfor er der nok ikke andre muligheder end at tage noter.

Under forelæsninger skal jeg simpelthen bare blive bevidst omkring, at jeg intet får ud af dem, hvis jeg ikke følger med. Det nytter ikke noget, at sidde på Facebook for jeg evner ikke at følge med i forelæsningen samtidig. Derfor har jeg da også overvejet, om jeg bør tage noter i hånden for på den måde at lægge låg på fristelsen for at benytte Facebook og lignende internetsider. Jeg har dog endnu ikke helt truffet en beslutning om, hvorvidt det er en god idé eller ej.

Jeg vil fortælle, at Mark Gregersen blandt andet ved hjælp af venner og lange gåture er kommet videre i sit liv efter at han som 15-årig mistede sin mor til en kræftsygdom.

Mistede sin mor til kræften – kom stærkt igen

Da Mark Gregersen mistede sin mor til kræften stod alting stille. Han følte sig som et sort får. Men nu, fem år efter moderens død, har Mark genfundet livsglæden.

Af Andreas Knudsen 15. december 2011

”Jeg kunne finde på at tage hvilken som helst bus ud på landet og så bare gå…”

Sådan fortæller den 22-årige Mark Gregersen fra Randers, når han bliver spurgt om, hvordan han bearbejdede sin sorg, efter han mistede sin mor tilbage i 2006. Dengang var han kun 15 år.

Alligevel var han stærk. For sådan var han opdraget. Af en far med meget patriarkalske holdninger. Holdninger om, at gråd og følelser ikke hørte til i det offentlige rum og derfor skulle gemmes væk, så man udadtil synede stærk og mandig.

Men Mark havde tonsvis af følelser gemt i sig, og han husker stadig den dag i dag tydeligt, hvordan han havde det i tiden efter moderens død.

”Det var som om, at verden stoppede sin rotation. Tiden var gået i stå. Man følte, at man bare stod nede i et hul, der var sort lige meget hvor langt, man kiggede op. Det var en rigtig trist og mørk periode,” beretter han.

Nej til psykolog hjælp

Mark er ikke bleg for at være kritisk over for den patriarkalske måde, han er blevet opdraget på. Ganske vist lærte opdragelsen ham nogle ting om livet, men den stillede ham også i en situation efter moderens død, hvor han ikke stolede på andre end sig selv og sin storebror. End ikke hans kæreste nærede han tillid til.

Derfor var det også usædvanlig hårdt for Mark at snakke ud omkring de tanker og følelser, han bar rundt på. Ikke engang en psykolog kunne hjælpe ham på vej, og han sagde da også efter få lektioner pænt nej tak til at fortsætte behandlingen. Han følte, at der var noget forkert over at sidde og pleje sårene med op i mod otte andre personer, der alle havde mistet lige netop den, der betød allermest i verden for dem.

Kirkegård og gåture

Mark måtte derfor finde roen og lysten til at komme videre med livet andetsteds, og han har erfaret, at et så basal ting som at lægge vejen forbi kirkegården kan være en ufattelig stor hjælp.

”Du føler, at der er en eller anden form for kontakt, hvis du står og taler til en gravsten. Men det hjælper et eller andet sted,” siger Mark, der ikke længere kommer på kirkegården så ofte, som han gjorde i tiden lige efter moderens død. Nu er det primært mærkedage såsom mors dag og moderens fødselsdag, der kan få ham til at lægge vejen forbi.

En anden måde hvorpå Mark bearbejde sin sorg var ved at gå ture. Lange ture ud i ingenting. Han kunne finde på at tage en tilfældig bus til endestationen og så bare vandre rundt med musik strømmende inde i øregangene for at få clearet tankerne. Noget han sidenhen er fortsat med i andre øjemed, fordi det har vist sig at have en rigtig stor effekt på ham.

Kammeraternes uendelige betydning

I det første år efter moderens død flyttede Mark hjem til sin tante og onkel, fordi han på det tidspunkt endnu ikke følte sig gammel nok til at flytte hjemmefra og bo alene. Hos tanten og onklen fik han tag over hovedet og kunne samle kræfterne og tankerne imod, at han snart skulle begynde på handelsskole.

En af de ting, der har betydet mest for Mark i hans bearbejdningsproces, har været de nære venner. Hans største ønske var, at de blev ved med at være de samme personer over for ham, som de havde været før moderens død. Og det gjorde de. Samtidig, fortæller Mark, var de aldrig blege for at være behjælpelige, når han havde det skidt.

”Jeg kunne bare ringe til dem og sige, at jeg havde det skidt, og så stod de der med det samme. Jeg kunne altid bare komme ud og sove hos dem, hvis jeg havde brug for det, og jeg blev endda inviteret til middag hos deres forældre, der alle ønskede, at jeg havde det godt. De blev ligesom en slags anden familie,” fortæller Mark, der tydeligvis er yderst taknemmelig for den behandling han har fået.

Mark udviklede endda et så tæt forhold til den ene af sine kammeraters mor, at han vil gå så langt, som at kalde hende en slags reservemor, og den dag i dag har han stadig kammerater, hvis forældre ringer og inviterer ham på middag – også selvom kammeraterne ikke længere bor hjemme.

Livsglæden er tilbage

I dag, fem år efter moderens død, har Mark genfundet den livsglæde han før bar rundt på. Han har fået bearbejdet sorgen tilstrækkeligt og er også i stand til at tale om den svære tid efter moderen gik bort. Han kan skrive handelsøkonom på sit CV, og så er han efterhånden kommet til et punkt i livet, hvor det at skulle have børn har fået væsentlig betydning. Derfor har han, sammen med kæresten gennem mange år, sat den fælles lejlighed i Randers til salg med henblik på at flytte i noget større, hvor der også er plads til de fremtidige børn.

Anslag: 4874

 

Interviewanalyse – starter ved 0:35 og slutter ved 08:28

IW: Så hun havde ikke været syg i længere tid end fem måneder?

IP: Nej. Hun kom til sygehuset fordi hun havde vand i lungerne. Så skulle hun have tappet dem og så syntes de, at der var noget galt og så fandt de så ud af at det her det var sket og så fik vi så at vide at hun havde de her tre måneder tilbage at leve i.

Da vi endnu er i starten af interviewet stiller jeg et lukket og fokuseret spørgsmål for at få alle da faktuelle ting på plads omkring morens død. Svaret giver mig svar på det jeg spurgte om.

IW: Hun var ikke ryger eller noget?

IP: Jo det var hun, men det havde ikke noget med det at gøre. Hun havde ikke rygerlunger eller noget.

Et opfølgende spørgsmål for at få klarlagt hvorvidt rygning havde haft en rolle i dødsfaldet. Et lukket spørgsmål.

IW: Så det kom virkelig som en overraskelse for jer alle sammen?

IP: Ja, det gjorde det. Altså, selvfølgelig, hun hostede meget og sådan noget så man havde altid en eller anden tro med at når man ryger så ved man at der er en chance, ikke? Men når man først bliver informeret om at det bare er vand i lungerne så tænker man ”okay, gudskelov, det kan jo altid bare blive revet ud eller hvad man skal sige, ikke?

Et ret u fokuseret og ”indlysende” spørgsmål. Det er nok sjældent at en kræftsygdom ikke kommer som en overraskelse. Spørgsmålet stilles dog i forlængelse af overstående svar gående på at moren ikke havde rygelunger på trods af hendes status som ryger.

IW: Kan du huske din reaktion da du fik at vide at hun havde kræft?

IP: Jaa ja. Jamen altså, man tænker jo bare, at det kan godt være det er kræft, men det er jo stadig ens mor og selvfølgelig klarer hun det jo. Man kan slet ikke tænkte så langt frem at personen skulle forsvinde jo. Men altså, jeg troede på at hun ville overleve indtil den dag hun egentlig var død. Det blev jeg ved med at tro på et eller andet sted, altså, at det skal sku nok gå.

Et lukket men fokuseret spørgsmål der lægger op til et lidt længere svar. Jeg havde nok håbet at han ville svare noget med at hele hans liv var gået i stå, men udeblev og det blev derfor også lidt svært for mig at spørge nærmere ind til lige netop den episode. I hvert fald i første omgang.

IW: Hvor gammel var du da hun døde, det skal jeg lige have regnet ud…

IP: Der var jeg 15.

Et lidt svagt spørgsmål der bare lige skal sikre at jeg har formalia på plads. Spørgsmålet skulle nok havde været stillet tidligere i interviewet.

IW: Din mor, hvordan reagerede hun da hun fik beskeden? I første omgang beskeden om at hun at havde kræft?

IP: Jamen hvordan reagere man? Det er vigtigt selvfølgelig at få informeret sine venner og familie om det jo. Hvordan at situationen er, hvor stærk kræften er og hvad er sandsynligheden for at hun bliver kureret og så videre så videre. Det er jo det man tager stilling til først jo. Men da vi fandt ud af der ikke var noget at gøre der tog hun selvfølgelig stilling til begravelse, hus penge og alt hvad der nu skulle tages hensyn til som hun nu kunne så vi slap for det mig og min storebror. Hun kontaktede advokater og alt sådan noget.

Egentlig et fint åbent og fokuseret spørgsmål. Det skulle dog nok have været stillet i forlængelse af spørgsmålet omkring hans reaktion da han fik beskeden, men der valgte jeg så at stille spørgsmålet om alderen først. Spørgsmålet er dårligt formuleret! Det her med ”i første omgang” hører ikke hjemme for det er uklart hvad det egentlig betyder i denne sammenhæng. Blandt andet fordi man kan spørge sig selv hvad anden og tredje omgang så indebærer. Mark forståer dog tilsyneladende spørgsmålet og kommer med et fint og brugbart svar.

IW: Nu siger du selv dig og din storebror. Hvor var din far henne i hele denne her situation.

IP: Jamen min far han er jo alkoholiker, så ham snakker jeg ikke med.

Et rigtig fint opfølgende spørgsmål med fokus på detaljen omkring at Mark ikke nævner sin far. Fint at jeg er opmærksom på dette.

IW: I har slet ikke haft noget kontakt med ham gennem hele forløbet?

IP: Jo jo, det har vi. Jo jo. Det er fire år siden jeg stoppede med at snakkede med ham.

Jeg prøver lidt at fastholde fokus på faderen, men får stillet nogle spørgsmål der ikke lægger op til, at Mark skal komme med lange svar. Derfor går jeg da også hurtigt videre.

IW: Okay. Og du boede så hos din mor kan jeg regne ud?

IP: Jeg boede sammen med min mor og min stedfar. Min mor og min stedfar nåede at være sammen i et år og så døde min mor desværre.

Et lukket spørgsmål stillet lidt i desperation. Allerede her er jeg kommet lidt ud på et vildspor. Det havde nok været bedst hvis jeg havde hold fokus på faderen eller slået koldt vand i blodet, taget bestik af mine noter og så spurgt i en ny retning for at få interviewet tilbage på ret køl.

IW: Og hvad har du af relation til din stedfar i dag?

IP: Jeg snakker med ham en gang i mellem til familie tamtam og sådan noget. Og så skal jeg på skiferie med ham nu her, men det er også bare det. Det er ikke så tit igen.

Når nu Mark alligevel nævner sin stedfar kan jeg ikke lade være med lige at få spurgt ind til ham også. Igen bliver de improviseret spørgsmål dog ikke stillet ordentligt og de giver ikke Mark for at komme med lange svar.

IW: Jeg tænker, kan du huske sådan mere konkret, vi skal sådan lidt skabe en scene med at hvordan du ligesom, hvor du var i landet og hvordan du reagerede da du fik det at vide. Kan du huske hvor du var henne da du fik at vide i første omgang at din mor havde kræft?

IP: Hmm. Nej, men jeg kan huske at vi kom hjem fra skole og så sagde min mor at vi skulle snakke sammen. Det var idet jeg kom hjem fra skole og så sad der en psykolog og så fortalte hun det så til mig og min storebror her, mens der sad den der psykolog. Så vi sag bare derhjemme i rolige omgivelser og ja.

Her prøver jeg at få rettet fokus imod noget af det essentielle i interviewet. Jeg prøver at få Mark til ligesom at sætte mig ind i hvordan det var at få at vide at ens mor har kræft. Jeg stiller spørgsmålet på en lidt forkvaklet måde, men det er nok fordi, at jeg vil være sikker på at Mark forstår meningen med mit spørgsmål.

IW: Og det var en gang tilbage i 2007?

IP: Ja noget i den stil. 2006 mener jeg det var, jeg kan ikke lige huske det, 2005 måske.

Her stiller jeg igen en lukket spørgsmål for at sikre at jeg har formaliteterne på plads. At jeg så roder helt rundt i årstallene på dette tidlige tidspunkt i interviewet er nok et tegn på, at jeg har ikke har følt mig helt sikker omkring hvor jeg stod hende på daværende tidspunkt.

IW: Så din mor var ikke indlagt da hun fik beskeden om at hun havde kræft?

IP: Nej det var hun ikke. Eller jo, hun var indlagt, men det var det med vand i lungerne, hvor de så finder det og så kommer hun så hjem og fortæller det. Hun havde godt vidst det i to dage før hun fortalte os det. Hun skulle bare lige have strikket det sammen.

Dette spørgsmål indikerer lidt at jeg har tabt tråden. Mark har allerede fortalt, at hans mor var blevet indlagt med vand i lungerne og at lægerne i den forbindelse finder ud af, at hun har kræft. Spørgsmålet er altså decideret unødvendigt, men en indikation af, at jeg ikke helt hat styr på mit interview.

IW: Okay. Og hvor længe nåede hun at leve, eller hvor længe stillede de hende i udsigt at hun skulle leve?

IP: De stillede hende i udsigt at hun kunne leve i tre uger og så levede hun i tre måneder. Så… Der var sådan nogle forskellige forsøg, der var noget med en ny pille der lige var kommet frem på markedet som vi gerne ville have de skulle teste hende for, men det ville de ikke helt selv for de kendte ikke bivirkninger ved det men det er sådan en ting jeg kan blive sur over i dag. For altså, man ved jo hun skal dø og man ved at den her pille måske kan gøre et eller andet. Og så fordi, jeg ved ikke hvordan det skal hænge sammen rent politisk, der skal nok være noget lovgivningsmæssigt ind over før de kan få lov til bare at udskrive det her. Men det fik hun ikke lov til og det syntes jeg for eksempel er ærgerligt i dag for det kunne jo være, ikke?

Igen et spørgsmål som Mark egentlig har besvaret en gang. Igen er det et udtryk for, at jeg mangler overblik i situationen.

IW: Jo. Hvordan vil du beskrive din mor sådan, hvis man kan spørge om det?

IP: (Hehe) Ligesom alle andre drenge vil beskrive deres mor. Den bedste! Den sødeste, mest omsorgsfulde og kærlige person. For fanden mand, det er hende der har opfostret en, givet en gode manere og lært en at behandle damerne ordentligt.

Så er jeg lidt tilbage til sporet. Jeg har sandsynligvis fået kigget på min noter mens Mark kom med et lidt længere svar og det har fået mig til at ændre retning i interviewet.

Spørgsmålet er åbent og giver Mark mulighed for at komme med et langt uddybende svar. Jeg er dog lige i tvivl om, hvorvidt spørgsmålet overskrider en grænse hos Mark, men han tager det helt roligt og svarer velvilligt på spørgsmålet.

IW: Hvordan var jeres familieliv? Du siger at nu i dag snakker du ikke rigtig med din far, men hvad med din storebror og jeres relation efter din mors død?

IP: Meget bedre. Vi har altid haft det godt, for han har jo altid været den der lidt far person når jeg nu ikke havde min far hvis man kan sige det sådan. Ehm, det havde jeg selvfølgelig, men når man drikker så er man jo bare ikke en normal person så han har altid været lidt som en fatter for mig og den dag i dag, der er han det stadigvæk.

Når nu vi i forvejen snakker om familien prøver jeg ved at stille et åben spørgsmål at rette rettet fokus mod Marks storebror. Min optakt til spørgsmålet bliver halv skidt, men Mark lader til at forstå meningen med spørgsmålet.

IW: Og hvor gammel er din storebror?

IP: Han er 25.

Igen et lukket spørgsmål stillet i forlængelse af overstående. Stillet for at få formalia på plads.

IW: Og i har stadig i dag ligeså tæt bånd kan man sige også selv i begge er flyttet hjemmefra og sådan nogle ting?

IP: Ja det har vi. Han er sådan lige kommet hjem fra Holstebro her til Randers og jeg er lige kommer hjem fra Schweiz så det passer meget godt med at vi lige slår rødder samme sted nu så det er dejligt. Man kan sige, at det er også gået lidt udover forholdet egentlig at det var sådan der med at han blev nødt til at tage den der far-rolle for det gør jo, han er jo kun tre år ældre, men det gør jo at man har ikke den der, man har den der bror-bror, men han er ligeså meget været en fatter for en, ikke. Så det er ham man går til med spørgsmål og sådan. Vi har nok ikke haft ligeså meget sjov og spas som andre brødre måske har det, når man har været det igennem. Det sætter sig lidt mere i en. Og man tænker tit over det når man sidder sammen der juleaften eller et eller andet, hvis hun bare var her i dag eller man lige tænker tilbage alle de der dage så det er sådan et lidt andet forhold man får skabt. Sådan et lidt mere modent forhold tror jeg man kan sige.

Et rigtig godt spørgsmål. Det er som sådan lukket, men det lægger op til at Mark kommer med et længere svar, hvilket han glædeligt gør. Spørgsmålet er godt fordi det forholder sig til livet efter morens død og tager fat i hvordan Mark og hans bror efterfølgende har haft det med hinanden. Det siger lidt om familien og en hel del om Mark.

IW: Det klart. Du snak kede om på et tidspunkt, det her med at det var din mor som ligesom tog sig af alle de her ting med penge og begravelse og sådan. Havde i nogen indflydelse på det eller var det hundrede procent hende der stod for det?

IP: Det var hundrede procent hende. Vi havde ikke noget at skulle have sagt. Hun vidste hvordan hun ville have det. Det havde hun sagt. Når hun skulle dø så vidste hun lige præcis hvordan det hele skulle være, det havde hun tilrettelagt.

Så er det lidt ligesom om jeg er tilbage i søgefeltet. Det virker som om jeg er lidt i tvivl om hvad jeg skal spørge om, og derfor griber jeg fat i noget af det jeg i hvert fald kan huske at Mark har nævnt. I hans lange svar omkring broderens og hans forhold fortæller Mark blandt andet, at han lige hat været i Schweiz. I en hvilken som helst anden sammenhæng kunne det være interessant at få belyst, men lige netop her, følte jeg ikke, at der var yderligere behov for at spørge ind til rejsen da den som sådan ikke har nogen relevans for at Mark har mistet sin mor i en ung alder.

IW: Og det var hun klar nok i hovedet på det tidspunkt til?

IW: Det var hun klar nok til på det tidspunkt ja. Fordi med det sammen hun vidste hun ville dø af det her, hun vidste bare ikke hvornår, der gjorde hun det som det allerførste. Det var bare mens hun stadigvæk var normal. Jo længere der gik des mere unormal blev hun jo.

Et opfølgende spørgsmål der prøver at skabe et billede af hvordan moren havde det i tiden inde hus afgik ved døden. Det er lukket spørgsmål, der dog besvares med en vis mængde åbenhed.

IW: Hvor længe nåede hun at lægge på hospitalet inden hun afgik ved døden?

IP: Det gjorde hun vel i omkring to en halv måned eller sådan noget. Så fik vi et tilbud om at få hende på hospice, men ville hellere havde hende hjem. Så mig og min storebror tog fri fra skole og så passede vi hende derhjemme i stedet for den sidste måneds tid.

Et fint opfølgende spørgsmål der ligesom klarlægger forløbet op til morens død. Samtidig er det dog et lukket spørgsmål, men det gør ikke noget lige netop her.

IW: Så i var ved hende også da hun døde?

IP: Nej, dog ikke. Det sådan noget mellem himmel og jord. Det lige præcis de seks minutter hvor vi ikke var der hvor hun dør, så det var sådan lidt mærkeligt.

Igen et opfølgende spørgsmål der tager fat i det her med, at Mark og hans storebror havde taget fri fra skole for at passe deres mor. Det dog et lukket spørgsmål, men igen har det ingen negativ betydning.

IW: Kan du beskrive hele denne her situation omkring netop det da hun dør?

IP: Ja. Min stedfar han sidder derinde. Jeg har siddet derovre. Der var hun nemlig kommet på sygehuset en aften for hun havde det rigtig dårligt. Min stedfar sad derovre, jeg var kommet derover og min storebror, og så siger min stedfar, ”okay, nu kan i bare gå hjem”. Jeg tror klokken er 12 om aftenen eller sådan noget. Og så går han ud og tager noget vand klokken tyve over tolv og så da han kommer tilbage der var der ikke mere vejrtrækning. Så han var bare ude og hente et glas vand og så, ja.

Jeg fastholder fokus på den aften da moren dør for ligesom at skabe pæn afslutning på det. Samtidig prøver jeg at skabe en scene og krydser fingre for, at Mark siger noget det vil være egnet som citat.

IW: Og det var hjemme i jeres hus?

IP: Nej det var oppe på sygehuset fordi hun havde det dårligt den dag så var hun kommet derop.

Et decideret dumt spørgsmål. Mark har allerede sagt, at moren var kommet på hospitalet fordi hun havde det dårligt, men det er som om jeg slet ikke har registreret det og derfor stiller jeg spørgsmålet igen.  

IW: Jeg tænker, hvilken dag var det hun døde sådan helt præcist, det må du næsten vide, eller dato?

IP: Ja det var den 19/5.

IW. 19/5 2007?

IP: 2006.

IW: 2006, jeg roder hele tiden rundt i årene. Og begravelsen. Hvor lang tid gik der før den blev afholdt?

IP: Der gik vel en uge. Ligesom normale begravelser.

IW: Og det var i Randers?

IP: Det var i Randers, ja.

IW: Hvem bar kisten ud, blev hun begravet?

IP: Nej det gjorde hun ikke, hun blev brændt.

IW: Jeg tænker, hvad står der på hendes gravsten, ved du det? Kan du huske det?

IP: Ja. Der står Elsker dig for evigt.

Overstående hænger ligesom sammen og vil derfor blive analyseret samlet. Som udgangspunkt sker der det med interviewet at jeg først roder rundt i nogle datoer, bliver nervøs heraf, og stiller nogle desperate lukkede spørgsmål for at komme tilbage på ret køl. Jeg får egentlig nogle okay informationer ud af svarene, men spørgsmålene er stillet helt forkert og alt for rodet. Jeg skulle have afsluttet aftenen hvor moren døde på en ordentlig måde, for så derefter at rette fokus mod begravelsen i stedet for at det hele bliver sådan noget sammenfiltret noget.

IW: Nu kan man sige, nu var du ikke så gammel da hun døde, så hvordan har det ligesom påvirket dig som person at hun døde da du var relativ ung?

IP: Jamen du ser jo det forhold som mange af dine kammerater for eksempel har med deres mor, når de taler grimt til deres mor for eksempel ikke, så står jeg og siger ”hov hov hov hov”, nu skal du lige. Det forhold har jeg jo. Og mors dag, hvis man tænker, jeg gider sku ikke engang give et par blomster, vel, det er sådan noget der kan irritere mig grusomt. Men det er jo selvfølgelig klart når man har mistet, så har man et helt anderledes syn på sådan nogle ting. Også bare på mennesker generelt føler jeg at det har givet et helt andet syn når man har mistet noget der er kært altså, hvad kan man sige, andre kunne have være udsat for det sammen som går rundt med det bag mig selv, så det er sådan lidt.

Noget af et skifte! Jeg slår koldt vand i blodet efter mit spørgeroderi og kommer tilbage på sporet med et rigtig godt spørgsmål. Det er både åbent og fokuseret og tager fat i noget af den centrale for interviewet.

 

Refleksionsrapport:

Interviewet:

Jeg følte mig rigtig godt klædt på inden jeg påbegyndte interviewet. Jeg havde, i modsætning til hvad jeg plejer, forberedt en række spørgsmål hjemmefra og det var en stor hjælp for mig. Jeg skulle dog nok have været endnu mere grundig i min forberedelse. Jeg skulle have lavet endnu flere spørgsmål og gjort mig konkrete overvejelser om, hvordan jeg helt præcist ville gøre historien alment interessant i sidste ende.

Under interviewet oplevede jeg flere gange at tabe tråden, fordi jeg simpelthen ikke formåede at slå koldt vand i blodet og få kigget på mine spørgsmål. Hvis jeg havde været bedre til det, tror jeg, at jeg kunne have fået et mere glidende interview.

Med hensyn til noter under interview har jeg efterhånden gjort mig den erfaring, at jeg er nødt til at tage dem. Ved dette interview gjorde jeg det ikke, og det har klart været medvirkende til, at jeg tabte tråden. Hvis jeg havde taget noter, er jeg sikker på, at jeg havde haft lettere ved at holde det hele samlet, og dermed kunne jeg have fået et mere komplet interview.

At sidde over for en person der skal udlevere noget så personligt, følte jeg egentlig ikke det store besvær omkring. Jeg indledte interviewet med at gøre min kilde opmærksom på, at han til enhver tid kunne sige til, hvis jeg fik stillet nogle spørgsmål, der var over, hvad han følte, han ville svare på.

Jeg tog dog mig selv i gentagne gange at blive i tvivl om, hvorvidt det spørgsmål jeg stillede var over grænsen eller ej, men hver gang svarede han velvilligt.

Alt i alt vil jeg faktisk sige, at det udviklede sig til et hyggeligt interview.

Godt / skidt:

En af de ting jeg gjorde godt ved mit interview og ved hele forløbet var, at jeg var god til at få spurgt ind til mange af de ting som min kilde snakkede om, og jeg synes i det hele taget, at jeg har fået rigtig mange oplysninger ud af interviewet. Jeg har aldrig før lavet et interview hvor jeg som nu har haft meget få spørgsmål jeg ærgrede mig over at jeg ikke fik stillet.

En af de ting jeg har gjort skidt i hele min proces er, at jeg slet ikke har været opmærksom nok på, hvordan jeg ville gøre historien almen interessant. Jeg har nok bare tænkt, at det ville da komme til mig før eller siden, men den almene interessant vinkel er på en måde udeblevet, og jeg har kæmpet rigtig meget med at finde den frem.

Måden at forhindre lignende episoder på fremover er sandsynligvis, at finde mulige vinkler og lave spørgsmål på baggrund heraf inden jeg begynder mit interview.

Teori:

Jeg har som sådan slet ikke brugt teorien i hverken interview eller skriveprocessen. Jeg har ikke siddet decideret og tænkt over, hvad Lars nu har skrevet man skal gøre, men jeg har nok alligevel haft De Syv Dødsynder i baghovedet. Især det her med Trigger-ord hvor jeg prøvede at gøre det klart for min kilde, at han på et hvilket som helst tidspunkt måtte sige fra, hvis jeg gik for tæt på.

Almen interesse:

Overordnet set har det her punkt været klart det mest vanskelige! Til at starte med så jeg det ikke som noget problem, at finde en vinkel alle fandt interessant, men da jeg pludselig stod med alt mit stof, havde jeg enormt svært ved det. Én af grundene dertil var, at jeg følte, jeg bagatelliserede min kildes historie ved at gøre den almen interessant. Jeg følte ikke, at kilden og dennes tragiske historie blev gjort værdifuld nok i de ideer, jeg kom frem med, og jeg baksede derfor længe med at finde den helt rigtige vinkel – jeg synes endnu ikke det er lykkedes mig at finde den.

Anslag: 3497.

Kildeoplysninger:

Mark Gregersen.

Sjællandgade 7 St. Th.

8900 Randers.

Tlf: 6015 XXXX

Obs. Telefonnummer og mail findes på Moodle!

IP: Yes. Jeg fortryder at jeg i det tredje år af min gymnasietid valgte, at være selvstuderende, som jeg fik lov til af min rektor fordi jeg rendte rundt og lavede en masse film og reklamer på tispunktet. Det var efter noget der hedder Station Next der ligger i, hvad er det det hedder, ligger i filmbyen, under Zentropa, som er sådan en ungdomsfilmskole, som jeg gøglede på. Da jeg var færdig der så var vi nogle gutter som der syntes det gik skide godt og vi havde en masse succes med det og så syntes vi at så skulle vi sku skridtet videre. Så vi startede en gruppe og gøglede med det i et år og det var lige der hvor jeg skulle starte i 3. g og så for at kunne få lov at teste mig selv af og for at få lov at lave en masse andre ting så besluttede jeg mig så for at hvis det var en mulighed så ville jeg gerne være selvstuderende. Det blev jeg så og jeg har helt sikkert fået en masse ud af det men jeg har også haft en del perioder i min 3.g tid hvor jeg har chillet den fordi så har jeg haft mulighed for det. Hvis jeg skulle vælge i dag så ville jeg nok sige til unge Mathias at, ja, lad være med det, så hellere få lidt ekstra fravær for de timer jeg ikke var der for der er sku ingen grund til at skære gymnasiet helt fra.

Inden overstående siges er vi blevet enige i gruppen om, at man som interviewperson lige præsenterer, hvad det er man fortryder. Derfor indleder Mathias interviewet uden at der er stillet et spørgsmål.

IW: Hvis vi skal starte et sted: Hvornår begyndte du at lave det her film?

Egentlig et fint spørgsmål. Det bliver stillet for at skabe en baggrundsviden omkring det jeg skal til at interviewe Mathias om.

IP: Jamen det gjorde jeg så… Jeg har altid gøglet med en masse teater og sådan lidt filmarbejde, og børneradio og sådan nogle ting, så jeg har altid synes at det var mega spændende og så hørte jeg om det her Station Next som er, som sagt, sådan en ungdomsfilmskole, og der er, det er sådan primært bag kameraet og så startede jeg derude og det syntes jeg var kanon sjovt og så går man der i tre år hvor man laver en masse produktioner som slutter af med en stor afgangsproduktion som har premiere i Imperial i København, og ja, det gik bare rigtig godt og så syntes vi at det var så sjovt at det var jeg sikker på jeg ville bruge resten af mit liv på på det tidspunkt. Så det var bare full-frontal og så bare derud af. Det var nærmest lige før at jeg var droppet helt ud af gym, men det havde næsten været for fjollet for nu er jeg sådan rimelig faglig så.

IW: Hvornår fandt du af at det ikke ligesom var det du ville lave alligevel så?

Et opfølgende spørgsmål. Stillet for ligesom at få afklaret al det faktuelle omkring Mathias’ tid på Station Next samt hans manglende skolegang.

IP: Jamen altså, sådan en naturlig modningsproces altså på et tidspunkt så følte jeg mig lidt lukket inde. Altså så var det det jeg skulle. Og hver gang jeg snakkede med gamle venner så var det sådan ”når hvordan går det med filmen?” Og i virkeligheden så var der andre ting jeg også gerne ville. Og jeg er sådan ret faglig orienteret så det var også derfor jeg blev i gymnasiet altså at jeg har brug for at der sker noget hvor jeg bliver sparket i røven og bliver sådan lidt stimuleret på nogle andre punkter end det kreative og måske lidt mere gøglet og derfor så kunne jeg mærke at der bare skulle ske noget andet og så, ja, var jeg til åben hus herude og jeg syntes at Journalisthøjskolen var sådan et oplagt mix fordi der fik man en masse med medier også, og ja.

IW: Hvad var det ligesom du syntes du manglede da du gik på gymnasium, eller da du ikke gik på gymnasium, i 3.g i forhold til at gå der i 2.g?

Et fint, men dårligt formuleret spørgsmål, der ligesom prøver at rette fokus mod grundlaget for at Mathias i dag fortryder sit valg. Spørgsmålet lægger op til, at Mathias nu skal tage fat i sig selv og ligesom konkretisere hvad det egentlig er han har manglet ved ikke at gå i skole.

IP: Ja. Jamen jeg er jo helt sikkert gået glip af en masse faglig undervisning. Det er jeg i sig selv lidt ærgerlig over, altså at jeg… Der var nogle af mine eksaminer som gik rigtig rigtig godt og så var der nogle som jeg kun lige nappede, altså fx nu er jeg sådan en rigtig snakker så jeg snakker for mig så dansk eksamen og sådan nogle ting, samfundsfag, dem nailede jeg, men matematik og de naturfaglige fag hvor det ligesom kræver at man har en nogenlunde forståelse for de ting man kan komme op i, der, altså der er jeg helt sikkert gået glip af en masse og det betyder jo noget for, hvis jeg nu senere ville bruge det til et eller andet, eller altså. Og det er jeg da et eller andet sted lidt ærgerlig over for jeg kan da godt kigge tilbage på det år og sige, at selvom det var fedt at teste mig selv af og så lavede vi en masse musikvideoer og reklamergøgl og sådan nogle ting så har der også været masser af tid hvor man, fordi man har kunne chille den, så har jeg da også bare, så har jeg haft det sjovt og drukket mig fuld og lavet sjove ting i stedet for. Med fordel, så med lidt mere struktur på hverdagen som gymnasiet havde givet mig så havde jeg helt sikkert fået mere ud af det år synes jeg i dag, altså jeg havde ikke truffet det valg i dag i hvert fald. Det var nok lige lidt for ”jeg skal bare og ud bryde med mine forældre, og være rebell”.

I Mathias svar får vi ligesom fat i nogle af de essentielle ting der ligger bag hans fortrydelse. Det her med, at han er gået glip af en masse faglige ting og at han måske ikke dermed har kunne levere optimalt i alle fag er relavante informationer med henblik på en artikel. Og samtidig er passagerne særdeles velegnet til at blive brugt som citater.

Velegnet til citat er også Mathias sidste sætning i hans svar: ”Jeg skal bare ud og bryde med mine forældre og være rebell”. Det er for mig at se en meget god punchline at bruge i en artikel fordi den ligesom sætter nogle ting på en spids og skaber et genkendelsesmoment hos alle læsere.

IW: Føler du at du har gjort dig anderledes som person i dag i forhold til hvis du havde valgt at gå i gymnasiet?

Måske et lidt for følelsesladet spørgsmål. Det har som sådan relevans for, om Mathias også tilskriver noget af sin person til det valg han foretog sig og om han altså den vej igennem indirekte fortryder at han er blevet den person han er.

Spørgsmålet kunne dog have været konkretiseret noget mere og for eksempel lydt:

”Hvordan vil du vurdere at dit valg om at være selvstuderende har ændret dig som person den dag i dag?”

IP: Ja altså, det har det helt sikkert! Altså fordi at man kan sige, altså det år brugte jeg ligesom til at finde ud af om filmen og medier var noget jeg virkelig ville og jeg fik både ligesom prøvet at stå på egne ben, men jeg flyttede også hjemmefra lige der i slutningen af 2.g. Og der skete bare en masse ting i min tilværelse og så fik jeg ret tidligt synes jeg ligesom mulighed for leve drømmen ud. Altså det jeg så gerne ville så i stedet for at  bruge meget tid og kræfter på at arbejde hen imod noget som jeg måske ikke tændte helt vildt meget på så fik jeg brændt al min energi af der så jeg fik prøvet det af jeg gerne ville og efterfølgende kunne jeg ligesom bedre tage stilling til om det var et liv for mig eller om jeg ville eftersøge den karriere gennem filmskolen eller på Super16 eller sådan nogle andre udbydere eller bare gå de auto dedakte veje og kæmpe mig op gennem branchen eller sådan noget. Så det var rigtig fedt og så… Det var bare, det var jo et spas år fordi jeg havde det mere tid i forhold til gymnasiet så kunne jeg gøre en masse andre ting. Jeg fik rejst og lavede en masse andet også, men igen, altså, i forhold til hvad jeg ligesom har mistet så syntes jeg, eller…

IW: Havde du allerede den følelse af, at du måske havde valgt forkert da du ligesom var i året, kan man sige?

Som sådan et fint nok spørgsmål. Jeg prøver at finde frem til hvornår Mathias ligesom gjorde sig de første tanker om, at det valg han havde taget nok ikke var det rette.

IP: Nej. Altså, det havde jeg ikke. Jeg har svært ved at se mig selv hvis jeg skal kigge tilbage på hvad jeg gerne ville og sådan nogle ting at se mig selv vælge anderledes. Altså jeg havde nok valgt det samme alligevel. Men hvis ligesom skal være sådan lidt, set i bagklogskabens lys og sådan lidt moden og kigge ligesom en far der giver sin søn et råd så skulle jeg nok ha’…

IW: Og der var ikke nogen som sådan hankede op i dig på nogen måde på daværende tidspunkt?

Et opfølgende spørgsmål gående på det her med at en far giver sin søn et råd. Jeg er dog lidt heldig da Mathias ikke vælger at tolke mit spørgsmål som en kritik af hans far eller folk omkring ham. (Indirekte beskylder jeg jo nærmest Mathias nærmeste for at ha’ ladet ham i stikken så han i dag fortryder et helt år af sit liv). Sådan vælger Mathias dog ikke at tolke spørgsmålet og han svarer ufortrødent på det.

IP: Nej, men altså, ikke rigtig. Det der ligesom blev hanket op i var jo trods alt at jeg blev i gymnasiet. Og nu er jeg ret faglig så jeg havde et ret vildt snit før jeg startede på 3.g så jeg kunne ikke rigtig fucke det op, eller jeg var ret sikker på at det nok skulle gå, så ja det er da klart at, altså, både forældre og andre bedsteforældre og sådan nogle ting var da sådan… De syntes da jeg skulle tænke meget over det og fokusere anderledes men for mig var det ikke rigtig… Jeg følte ikke rigtig det var et valg jeg tog i øjeblikket jeg følte at dét her det var jeg skulle og nu havde jeg endelig chancen og muligheden for ligesom at forfølge noget som bare var mit som jeg gerne ville. Nu kunne jeg ligesom bruge en masse egenskaber og kompetencer jeg følte jeg besad  og ligesom leve noget ud som udelukkende afhang af mine egne egenskaber og evner og… Jeg havde ligesom mulighed for at teste mig selv på den måde jeg gerne ville for på den måde at finde ud af hvad jeg havde at byde på og sådan nogle ting… Så, ja.

IW: Hvad gav det dig som person? Man kan sige, du snakkede om det her med at man får al den her frihed, men udnyttede du fritiden, eller rejste du bare rundt, eller lallede du bare eller var der også seriøse ting i det?

Hold da op! Jeg får da rørt ved i hvert fald én af de syv dødssynder ved det her spørgsmål, nemlig den om at stille flere spørgsmål i et. ”Hvad gav det dig som person” er egentlig i sig selv fint nok hvis det antages at Mathias kan se ideen med spørgsmålet koblet sammen med det han netop har sagt, men jeg bliver tilsyneladende usikker omkring værdien af mit spørgsmål og prøver derfor at korrigere det for at sikre mig at Mathias får svaret i den retning jeg ønsker han skal svare.

Essensen af spørgsmålet ligger dog efterhånden langt fra det der var meningen med opgaven. Jeg er kommet lidt på afveje og spørger lidt i øst og vest – som om jeg ikke kan finde tilbage på sporet.

IP: Jamen altså. Det var også det. Når jeg tænker tilbage, altså. Der var  helt sikkert en masse af det, altså, jeg havde ikke kunnet gøre, hvis jeg var fortsat i gymnasiet ville jeg ikke kunnet have gøre de ting jeg gjorde og bruge så meget tid på det, men der var også meget tid hvor at, altså, så blev det bare en masse forlænget weekender og en masse spas og løjer. For når du ikke har en masse opgaver du skal skrive og når du ikke har en hverdag som enten er udfyldt af et fast arbejde altså tilværelsen med at, jeg rendte rundt og lavede film og reklamer på det tidspunkt og var meget bundet op på at, det var jo freelance, altså vi havde sådan en produktionsgruppe så vi lavede kortfilm og endte ud i noget spillefilmsværk… Det meget, så render man rundt til en masse møder, man indsamler penge og så laver man noget og så har mange lige nogle kunder der lave noget og… Det sådan en meget løs tilværelse og især når man er så ung som jeg er. Altså, SÅ ung, hvad har jeg været, 18 år eller sådan noget, så man er sådan rimelig rodet. Eller jeg var ret rodet så du ved, man har ligesom dag hvor man chiller og så tager man ud og drikker der ellers så hyggede jeg mig i virkeligheden bare fordi jeg kunne og jeg tjente fint på det, ikke. Altså, så det var fint.

IW: Hvad blev der af alt det sociale man uden tvivl har haft i løbet af gymnasiet?

Problemet med det her spørgsmål er i mine øjne lidt det samme som med overstående. Jeg famler lidt i blinde i øjeblikket. Jeg har som sådan mistet tråden og formår ikke at rette fokus mod det Mathias egentlig fortryder. Intentionen med spørgsmålet er som sådan god nok, men det bliver ikke formidlet på den rigtige måde. Man kunne i stedet have spurgt:

”Hvilken rolle spillede det sociale med din klasse på gymnasiet i, at du i dag fortryder dig valg?”

Herved åbner man op for, at Mathias kan fortælle at han mistede en masse venner og at han derfor har fortrudt, eller han, som han siger, holdt det sociale ved lige. Så er man ligesom ude over en hurdle og ved efterhånden, at Mathias primært fortryder sit valg på baggrund af faglighed og manglende modenhed.

IP: Jamen altså, der var jeg faktisk så, jeg ved ikke om man kan sige privilegeret, men jeg var faktisk både med på studietur og kom på skolen ligeså meget. Altså nu havde jeg rigtig mange gode venner fra gymnasiet så det var egentlig ikke fordi det betød så meget fordi at jeg hang stadig ud med folk og var der så det var ligesom ikke fordi jeg forsvandt, men det er da klart at der var en masse ting på skolen som jeg er gået glip af. Nu jeg gik på noget der hedder Skt. Annæ gymnasium som er et meget kreativt gymnasium med blandt andet sådan noget der hedder Sag-show som er sådan et stort elevproduceret show og der er en masse sådan nogle skoleaktiviteter, som jeg helt sikkert gik glip af og som man kan sige at nu skal man selvfølgelig vægte det i forhold til hvad jeg ellers lavede, men som jeg da nok et eller andet sted er ærgerlig over at jeg gik glip af på tidspunktet. Men det igen, så blev det sådan en prioriteringsting så skulle jeg ligesom vælge hvad jeg gerne ville.

IW: Og hvordan foregik det her med at du ligesom lavede film? Var det sammen med nogle på din egen alder eller sammen med nogle på det tidspunkt, vildt fremmede mennesker?

Et virkelig ligegyldigt spørgsmål. Nu har jeg for alvor tabt tråden. Hvordan filmene laves har som sådan ingen relevans for opgaven, men kunne, hvis man absolut skal forsvare sit spørgsmål, bruges som baggrundsviden ved udarbejdelsen af en eventuel artikel. Spørgsmålet har dog ingen relevans for opgaven og det blev også korrekt pointeret ved den efterfølgende feedback af interviewet.

IP: Jamen altså, primært nogle på min egen alder. Sådan lige, nogle lidt yngre og så en del faktisk lidt ældre. Det fordi, som sagt, Station Next er sådan en ungdomsfilmskole hvor at unge kan få lov til at lave film efter skole skulle jeg til at sige. Ligesom, kender du eventyr teatret?

IW: Ja

IP: Det er sådan lidt det samme. Hvor de bare lavet teater og her lavede man bare film. Det er sådan rimelig stort og rimelig profileret og der er rimelig mange penge i det så det viste sig at da vi ligesom var færdige der så havde vi præmiere på denne her film og så vandt vi nogle priser for det og sådan nogle ting og derfor fik alle dem var med på filmen, alle dem som ligesom var på mit hold, vi besluttede os for at lave mer’. Så vi har jo været, i hvert fald en 5-10 personer der startede og så var der jo andre fra skolen også der selvfølgelig var med til at lave ting. Det var ligesom lige bare at sætte en hobby i system på en eller anden måde. Så altså ja, det var primært folk på min egen alder men det er jo klart at på enkelte opgaver så har man professionelle folk inde for selvom man har lavet det i tre år så er man jo på ingen måde ligeså skarp som man ville kunne være hvis man er professionel. Så når vi havde store reklameopgaver, altså store, på et tidspunkt så skød vi traileren, eller en reklamefilm for Buster Film Festival, som er sådan et relativt stort job i forhold til andre ting og sådan noget. Og så hyrede man jo, eller det gjorde vi, en professionel fotograf til at varetage det her og der var så opgaver hvor der skulle nogle dygtige grafikere til eller… Og der er jo mange gange hvor så hiver man lige enkelte ind eller hvor lige hiver en vejleder eller en rådgiver ind, altså folk der vidste mere end vi gjorde som kunne hjælpe os med tingene.

IW: Du overvejede ikke på daværende tidspunkt at fortsætte i den karriere?

Så er vi lidt tilbage til det her med, hvornår Mathias begynder at fortryde sit valg – og dermed er vi også lidt mere tilbage på opgave sporet i forhold til det foregående spørgsmål.

IP: Mega meget! Altså, jeg var fuldstændig overbevidst om, at det var jeg ville med min tilværelse og det var også derfor, at det føltes ikke rigtig som om jeg skulle vælge mellem 3.g’s gymnasium og film. Det var helt naturligt, for jeg var sikker på at det var film jeg ville. Og at jeg blev og to 3.g som selvstuderende, det var i virkeligheden sådan… Jeg var klar til at springe ud af gymnasiet, men så blev det alligevel, sådan ej okay, det havde alligevel været åndsvagt, altså, det havde været dumt. Jeg kunne ligeså godt færdiggøre gymnasiet når nu jeg kun manglede et år og om ikke andet bare gå til eksaminerne. Og jeg var overbevidst om, at det var det jeg gerne ville, men igen så, du ved, skete der bare så mange ting på det tidspunkt, der var også så mange andre ting jeg gerne ville prøve, og så, altså, lige pludselig gik det op for mig at jeg jo nok havde valgt al for tidligt. Altså, jeg havde været for tidligt ude og jeg havde på et umodent grundlag truffet nogle beslutninger hvor jeg med fordel kunne, altså… Det havde nok været bedre hvis mine forældre havde sagt til mig, Mathias nu bliver du fandeme i 3.g, færdiggør gymnasiet, tænk dig lidt om, og du ved, når du er færdig med det, så kan du tage stilling til hvis det er noget du stadig vil, så giv den gas med det i stedet for ligesom at lave sådan nogle, ja, beslutninger hvor man sådan ligesom, jeg fik ikke noget af det hele, du ved, når man stadig også havde gymnasiet og sådan nogle ting. Så jeg var sikker på det og, men ja, måske skal det også stadig være, bare ikke lige nu, jeg skal i hvert fald…

IW: Så i virkeligheden kunne du godt have brugt en eller anden der ligesom havde sagt: Stop Mathias?

Nu løb jeg tør for ideer og jeg satte derfor interviewet på pause for at spørge om hjælp. Kasper (den tredje man i gruppen) kunne godt tænke sig at høre noget mere om en konkret episode hvor Mathias ligesom blev klar over at han havde valgt forkert ved at være selvstuderende. Interviewet fortsatte derfor og der blev stillet følgende spørgsmål:

IW: Hvis du sådan skal kigge tilbage, kan du så udpege en konkret episode der gjorde at du blev klar over at du ligesom havde valgt forkert?

Et super spørgsmål. Jeg skal bare have tungen på geled så spørgsmålet kommer lidt mere naturligt. Vi er dog tilbage på sporet nu og jeg prøver at få Mathias til at blive konkret. Som Kasper så rigtigt påpegede er det en god idé for ligesom at få skabt en scene med henblik på at lette udarbejdelsen af en eventuel artikel.

IW: Den her dimensionsfest du snakker om der lige fik dig til at indse at du havde valgt forkert, hvordan oplevede du det her skel mellem at komme udefra og kun have engageret dig i skolearbejde i en måned og så stå overfor nogle som, som du selv siger, der havde knoklet med det her gennem, ja nærmest tre år?

Jeg fortsætter de gode takter og prøver at holde Mathias fast i den her dag hvor han blev klar over, at han nok havde foretaget sig noget ”forkert” det sidste års tid.

Resten af interviewet forløber lidt svagt i forhold til essensen med opgaven. Jeg vender tilbage til det her med at spørge i øst og vest.

Som Kasper så rigtigt pointerede efter interviewet ville det have været brugbart at rette et detaljeret fokus den dag Mathias indså at han havde valgt forkert. Jeg skulle have skabt en scene ud fra den dag. Spurgt ind til hvordan vejret var, hvor det foregik, hvor mange mennesker der var, hvilken karakter Mathias kunne skrive i sin hue og lignende.

På den måde havde jeg nemlig lagt bunden for at skrive en artikel indeholdende en scene.

Overordnet set synes jeg ikke at interviewet er forløbet efter hensigten. Det var som sådan et meget flydende interview og som Mathias selv påpeger er han utrolig god til at snakke for sig. Jeg taber tråden et par gange undervejs og har generelt svært ved at holde fokus på netop det jeg ønsker at få svar på. Der skal jeg være bedre til at stoppe op, lige tænke mig om, og så få spurgt konkret og præcist om noget med relation til det her med at fortryde et valg.

IW: I mange af de interview, du har givet, er der nogle ting, der vender tilbage. Når folk spørger dig, om der er noget, du fortryder, noget du ville gøre anderledes, så siger du meget konsekvent: ’Når jeg gjorde de ting i fortiden, så var det som de siger på engelsk: It seemed to be the right thing to do – at the time…[…]

 

IW begår her den første af de syv journalistiske dødssynder – han stiller i bund og grund slet ikke et spørgsmål. Han kommer med en konstatering.

Det resulterer i et svar, som egentlig ikke kan bruges til noget.

 

IP:                                     [Det] er sådan noget, folk siger, når de har tømmermænd!

 

IW: Ja, altså, man skal ikke kigge sig over skulderen, men ligesom ha’ blikket rettet… – man skal lære af de erfaringer, man har fået, men man skal ikke dvæle ved fortiden.

 

Her stiller IW et opfølgende ”spørgsmål”. Det er igen ikke et reelt spørgsmål men nærmere en klar konstatering, som han håber, IW er enig med ham i.

Det er nærmest som om, at IW pludselig er blevet den, der bliver interviewet. Han har fuldstændig mistet overblikket over, hvad det egentlig er han vil have frem, og det stiller IP i en svær situation. Det ses på den tøven, der er i starten af IP’s svar, hvor ”øh” siges flere gange – simpelthen fordi IP har svært ved at aflure, hvad det er der søges fra IW’s side. Dette gør sig desuden gældende i hele svaret som kommer utrolig vidt omkring.

Der burde i stedet være spurgt: ”På hvilken måde har din fortid påvirket dig i din journalistiske karriere?”

 

IP: Jeg tror, at øh med mindre man er øh meget sådan primitivt indstillet, så tror jeg, det meste af det, der sker for os af vigtige ting, lejrer sig og bliver en del af vores kontakter, en del af vores personligheder. Jeg tror ikke på det der, som tyskerne kalder WUNDE-KRATSCHEN, at du skal kradse i dine egne sår. Her kan stilles et spørgsmål for at få fokuseret IP. Der kan spørges: ”Har du aldrig selv lavet interview på den måde, for at få personen til at kradse op i sine egne sår?”

Jeg ved godt, at samtlige psykologer og psykoterapeuter og psykoanalytikere nu formodentlig kaster sig ud af vinduet. MEN jeg tror at, altså i mit tilfælde, det er det eneste, jeg kan tale om, der er det i hvert fald sådan, at man registrerer, hvad der sker. Man registrerer også ting, man er ked af, sorger, man har haft. Men når de så er registreret, så er det det, der på engelsk hedder Get up and go! Her kan stilles et såvel opfølgende som uddybende spørgsmål. ”Hvad mener du konkret med get up and go?”

 

Sammendrag: Det vigtigste af det der er sket i fortiden har været med til at forme os som mennesker. Man skal ikke græde snot over det der er sket, men i stedet tage ved lære, blive stærkere af det og komme videre med sit liv.

 

IW:  - fordi, hvis man dvæler ved den, så går det galt…

 

Igen en konstatering. IW evner slet ikke at forholde sig til det IP siger. Det sker blandt andet fordi IP’s svar er enormt bredt. IW er havnet i en situation, hvor han har mistet kontrollen over interviewet.

Derfor bliver det han siger også meget løst og uden substans.

Han burde i stedet have stoppet op, funderet over svaret, og så stillet et spørgsmål i en anden retning for ligesom at få interviewet tilbage på ret køl.

Han kunne snildt have sprunget hele den kommende del over og i stedet gået videre til noget mere håndterbart som for eksempel det sidste ”spørgsmål”.

 

IP: Ja, fordi så øh kan det komme til at overskygge øh chancen for at komme videre. Så kan det komme til at betyde den der selvcentrering – og selvmedlidenhed – som i hvert fald er meget dårlig, hvis man er sat her på jorden for at være historiefortæller. Og det er vi jo som journalister, we are storytellers. Her kan IW stille et opklarende spørgsmål. ”Hvordan forklarer du så, at journalister af nogle betragtes som den fjerde statsmagt, hvis de i dine øjne bare er historiefortællere?” Nogle gange fortæller vi dårlige historier, nogle gange gode historier, men vi er her for at fortælle historier. Og hvis vores selvoptagethed forhindrer os i at fortælle gode historier, fordi vi tænker mere på os selv og hvordan historien virker, end hvordan historien er, så tror jeg ikke, det er en god ting. Her kan der stilles et opfølgende spørgsmål. ”Hvordan skal man så producere journalistik hvor man ikke nødvendigvis føler med dem historien handler om?”

 

Sammendrag: I virkeligheden er journalister bare historiefortællere. Nogle historier er gode, andre er dårlige, men det er klart, at hvis vi er mere optaget af os selv end af historien bliver historien dårlig.

 

IW: I en tale til de studerende ved journalistuddannelsen i Odense på uddannelsens 10-års jubilæum for nogle år siden, da talte du til de studerende, og der bed jeg mærke i, at du sagde: ’Det er vigtigt at læse bøger. Det er vigtigt at høre musik.’ Og så var der én sætning: ’Man kan for eksempel ikke dække noget i Moskva uden at have læst Tolstoy.

 

Her foretager IW er stort skift – det er dog utrolig gavnligt for interviewet. Der stilles, på baggrund af en glimrende observation, et fokuseret ”spørgsmål”. Det er fint, at IW ligesom lægger op til spørgsmålet ved at referere til talen, men igen må det konstateres, at der ikke stilles et spørgsmål og det er problematisk.

IW burde have afsluttet med det simple: ”Hvad mente du egentlig med det?”

 

IP: Det er klart, du kan ikke sætte dig ind i et land uden at have litteraturen og historien og musikken med. Det er klart, jo mere man læser, jo mere man ved, jo bedre bliver ens følelsesmæssige resonans over for det, man oplever. Det er klart, at hvis man kender for eksempel irsk litteratur, polsk litteratur, musik og så videre, så er det, man hører, det får sådan en ekstra klangbund og bliver interessantere, end hvis man sådan er der helt fladt første gang. Det er ikke statistik, vi laver. Vi skal kunne føle os ind og kunne gengive nogle følelser, vi tror folk har og … – eller som når vi er hos dem, helst skulle kunne fornemme, de har. Her kan stilles et opklarende spørgsmål, der dog læner sig noget op af det spørgsmål, jeg ville have stillet tidligere. Spørgsmålet stilles dog som lukket bare få ligesom at være sikker på IP’s holdning. ”Så man kan altså ikke lave journalistik hvis man ikke har hjertet med og føler med dem historien handler om?” Og der tror jeg, at jo mere sådan skønlitterært og musikalsk bevidst man er, jo bedre bliver ens sprog også. Man kan tydeligt høre på folk, der aldrig har læst en roman, men som kun har læst faktuelle ting, hvor kedsommelige de er at høre på. Mens folk, som har en skønlitterær indsigt og har læst digte, for eksempel – det er meget vigtigt at læse poesi, det burde de ha’ på Journalisthøjskolen som fag, poesilæsning, øh fordi så bliver sproget meget bedre. Her kan stilles et lukket spørgsmål. Spørgsmålet er dog formuleret sådan, at IP sandsynligvis ikke vil undlade at komme med et fyldestgørende svar. ”Mener du altså dermed, at nyuddannede journalister der ikke har læst digte ikke er deres opgave værdige?”

 

Sammendrag: Det er lettere og bedre at fortælle historier, hvis du er bekendt med den kultur og de mennesker, der ligger til grund for din historie.

Følelserne hos de implicerede er væsentlige, og dem mærker du bedst, hvis du kender deres kultur. Samtidig er det vigtigt, at man har sproget med sig. Man kan høre på folk, hvis de aldrig har læst digte eller romaner, og derfor er det vigtigt, at fremtidens journalister også undervises i skønlitteratur.

 

(til sidst kommer en runde om Ulla Terkelsens humor og selvironi, illustreret med en samtale med Anders Breinholt)

 

Citater:

 

1.

For Ulla Terkelsen er et vigtig del af det journalistiske fag, at man som journalist kan identificere sig med de steder man kommer, og de kulturer man møder.

 

”Du kan ikke sætte dig ind i et land uden at have litteraturen og historien og musikken med,” fortæller hun.

 

2.

Ulla Terkelsen slår også fast, at det er nødvendigt for en journalist ikke kun at læse faglitteratur. Derved undgår man at blive for kedelig i sit sprog.

 

”Man kan tydeligt høre på folk at de aldrig har læst en roman. […] Der meget vigtigt at læse poesi, fordi så bliver sproget meget bedre. Det burde de have på Journalisthøjskolen som fag, poesilæsning,” siger hun.

Vind og vejr trodses i Hasselager

På trods af en iskold vind og temperaturer på den forkerte side af 15 grader møder drengene fra årgang 2001 i Hasselager glædeligt op til dagens træning. Nu skal der spilles bold.

Af Andreas Knudsen 13/10/11

Fra de våde men solbeskinnede fodboldbaner bag Hasselager Skole høres igen og igen lyden af et vristspark, der hårdt og præcist sender en uskyldig læderbold af sted i en lige linje mod målet. Bolden klasker en sjælden gang mod målets aluminiumsramme, og det smælder metallisk, men oftest og helt efter hensigten stryger bolden let og elegant ind i nettet.

Det er børnene fra årgang 2001, der er i gang med dagens træning. Den næstsidste på græs for denne sæson. Fra på torsdag er det slut, og drengene skal i stedet spille indendørs i en hal, der kun ligger få hundrede meters gang fra deres nuværende træningsbaner.

Klokken er omtrent halv fem, da træningen begynder, og selvom solens stråler desperat forsøger at kaste det sidste varme af sig, er det bidende koldt i Aarhusforstaden. Vinden er den største synder. Den er hård og blæser let igennem de få høje træer, der står for enden af banen. Tidligere på året ville træerne have beskyttet drengene mod blæsten, men efteråret har gjort sit indtog og fravristet dem de beskyttende blade. Nu står de halvnøgne tilbage og svajer taktløst i vinden.

En af drengenes mor har netop været i Barcelona, og med sig hjem har hun selvfølgelig en spillertrøje fra hele Cataloniens stolthed: FC Barcelona. En af dem i knækket turkis med Messis navn på ryggen. Når man har en fodboldfanatisk søn, er den slags et must.

”Har i set min nye trøje?”, råber han til holdkammerraterne. Nogle stopper op og retter blikket mod den pavestolte dreng. Med misundelige øjne spørger de nysgerrigt ind til morens tur.

”Har din mor været inde og se tyrefægtning?,” spørger en dreng. Men inden han når at få svar på sit spørgsmål, høres et gennemtrængende pift fra sidelinjen.

Det er deres træner. En 27-årige hasleborger med det internationalt klingende navn: Giuliano Enwiya. Den mørkglødede træner med udenlandske aner vil have drengene samlet til en lille snak om weekendens kamp mod FC Skanderborg – en kamp som Hasselager vandt med 3-1.

De små purke stimler sammen om træneren.

”Det var mig der scorede!”, udbryder en af drengene ivrigt. Men det er ikke det vigtige for Giuliano.

”Det er samspillet der er vigtigt”, siger han til de utålmodige fodboldspillere.

De er ivrige efter at spille igen, og til deres store glæde fatter Giuliano sig i korthed. Han inddeler drengene i grupper af to og to, og sætter dem i gang med dagens første øvelse: præcise indersideafleveringer med det svage ben.

I det samme øjeblik drengene går i gang med øvelsen, begynder bittesmå regndråber at falde fra himlen. Som en slags paraply med omvendt fortegn har en plamage af sorte skyer lagt sig lige over boldbanerne og sender nu regn ned i hovedet på de koncentrerede knægte. Rundt om skyplamagen kigger solens stråler stadig frem, og der går ikke mange øjeblikke, før den første af drengene får øje på en regnbue. I et kort øjeblik tilsidesættes fodbolden.

”Der er tre regnbuer,” påstår en dreng, men de andre er ikke enige.

”Jeg kan altså kun se én,” siger en anden.

Glæden over regnbuens svaj over Hasselager brydes først, da en af drengene smider armene omkring sig. Regn og stilstand har gjort ham kold. For at få varmen må øvelserne genoptages, der skal gang i benene. Boldene fyger igen hen over banen. Først en tæmning, så et lille træk og så en aflevering. Ti gange frem, og ti gange tilbage.

Drengene udfører øvelsen med nøjagtig præcision, mens Giuliano går rundt og inspicerer og udformer nye øvelser til de, der bliver hurtigt færdige. Det er dog ikke det at blive hurtigt færdig, der er formålet med øvelsen, og da Giuliano opdager, at to drenge i rækken har overstået øvelsen i et nærmest umuligt tempo, beder han dem da også om at starte forfra med fokus på at gøre det korrekt.

Selvom man kun er ti år, kan man godt gøre tingene ordentligt.

Kildeliste:

Giuliano Enwaya, 27.

Hasle.

Tlf: 52 33 25 61

Fra de våde men solbeskinnede fodboldbaner bag Hasselager Skole i selvsamme by høres igen og igen lyden af et vristspark der hårdt og præcist rammer den uskyldige læderbold og sender den af sted i en lige linje mod det opstillede mål. Et metallisk smæld fremmanes når bolden en sjælden gang klasker mod målets aluminiumsramme, men oftest, og helt efter hensigten, stryger bolden let og elegant ind i nettet i den bagerste del af målet.

Det er børnene fra årgang 2001 der er i gang med dagens træning. Den næstsidste træning på græs for denne sæson. Fra på torsdag er det slut, og drengene skal i stedet spille indendørs i den hal, der kun ligger få hunderede meters gang fra deres nuværende træningsbaner.

Klokken er omtrent halv fem da træningen begynder og selvom solens stråler desperat forsøger at kaste det sidste varme af sig er det bidende koldt i Aarhusforstaden. Vinden er den største skyldner. Den er hård og blæser let igennem de få høje træer der står for enden af banen. Tidligere på året ville træerne have afvist vinden som en solid mur, men efteråret har haft sit indtog, og fravristet dem de beskyttende blade. Nu står de halvnøgne tilbage og svajer taktløst når vinden suser forbi.

Vinden og kulden er dog ikke stærk nok til at slå drengene på boldbanen ud. De fleste af dem er mødt op til dagens træning kun i først shorts og T-shirt og de få der rent faktisk havde en ekstra trøje på da de ankom smed den lige så straks de betrådte banen. Det er jo væsentligt at fodboldtrøjerne fra diverse storhold i Europa bliver vist frem.

En af drengenes mor har netop været i Barcelona og med sig hjem har hun selvfølgelig haft en spillertrøje fra hele Cataloniens stolthed: FC Barcelona. En af dem i knækket turkis med Messis navn på ryggen. Den 10-årige knægt på grønsværen er pavestolt over sin nye bluse og svarer glædeligt på alle de spørgsmål om sin mors rejse som hans holdkammerater euforisk slynger imod ham.

Drengenes hidtil så ustyrlige leg med bold afbrydes pludseligt af et højt gennemtrængende pift fra sidelinjen. Det er deres træner. En 27-årige Hasle borger med det internationalt klingende navn: Giuliano Enwiya. Han vil have dem samlet til en lille snak om weekendens kamp mod FC Skanderborg – en kamp som Hasselagers drenge havde vundet med 3-1.

De små purke stimler sammen om træneren for at lytte til hvad han har at sige. Giuliano fatter sig til drengenes store fortrydelse i korthed, inddeler dem i grupper af to og to, og sætter dem i gang med træningens første reelle øvelse: præcise inderside afleveringer med det svage ben.

I det samme øjeblik drengene går i gang med øvelsen, begynder bittesmå regndråber at falde fra himlen. Som en slags paraply med omvendt fortegn har en plamage af sorte skyer lagt sig lige netop over boldbanerne og sender nu regn ned i hovedet på de koncentrerede drenge. Rundt om skyplamagen kikker solens stråler stadig frem og der går ikke mange øjeblikke før den første af drengene får øje på en regnbue. Smukt skyder den op over byen og manifesterer drenges blikke. For et kort stund er fodbold irrelevant. Nogle drenge kan se tre regnbuer mens andre hårdnakket påstår, at der altså kun er én regnbue.

Glæder over regnbuens svaj over Hasselager brydes først da en af drengene proklamerer at regnen og stilstanden i fodboldspillet har fået ham til at fryse. For at få varmen må øvelserne genoptages. Boldene fyger igen hen over banen. Først en tæmning, så et lille træk og så en aflevering. Ti gange frem, og ti gange tilbage.

Drengene udfører monotont øvelsen med nøjagtig præcision mens Giuliano går rundt og inspicerer og udformer nye øvelser til de der bliver hurtigt færdige. Det er dog ikke det at blive hurtigt færdig der er formålet med øvelsen og da Giuliano opdager, at to drenge i rækken har overstået øvelsen i et nærmest umuligt tempo beder han da også drengene om at starte forfra med fokus på at gøre det korrekt.

Selvom man kun er ti år kan man godt gøre tingene ordentligt.

 

Det er vist tydeligt for enhver at der mangler både rubrik, underrubrik og mellemrubrikker. Derudover skal kommaerne sættes og fjernes og så skal der selvfølgelig tilføjes billeder.

Vikingerne genopstår i Trøjborg

I en skolegård i Trøjborg lever vikingerne. Sværd krydses, og spyd spiddes når medlemmerne af Ask Vikingekampgruppe kalder til kamp og udlever deres passion.

Af Andreas Knudsen 29/9 2011

Fem minutter før start er de fire mennesker. To ryger, to sidder og sludrer. Men så dukker de andre op. Folkene fra Ask Vikingkampgruppe. Og pludselig genopstår vikingerne.

Med læderhandsker, økser og spyd i to meters klassen kæmper 14-15 mænd og kvinder midt i den ellers uskyldige solbeskinnede skolegård.

I baggrunden står de nye – prøvemedlemmer som de kaldes – og bliver instrueret i at slås på vikingemanér. De er endnu ikke kvalificeret til at bruge rigtige våben og må derfor nøjes med glatslebne træskafter.

Fra det der normalt er en basketballbane, men som i dag er en vikingearena, høres konstant lyden som to sværd fremmaner, når de mødes i et hårdt slag. Det giver genlyd i hele skolegården og får selv drengene i den nærliggende skaterpark til at løfte på øjenbrynet.

Lydklip: Adobe Flash Player (version 9 eller højere) kræves for at afspille dette lydklip. Hent den seneste version her. Du skal også have JavaScript aktiveret i din browser.

IT-supporteren elsker at slås

En af den kæmpende vikinger er den 29-årige Niels Holm Frederiksen fra Højbjerg. Iført knælange shorts, sort t-shirt, røde Adidas sko og fodboldstrømper i matchende farve tropper han op til vikingekamp. Han har glædet sig til at komme i gang.

Niels kommer fra aarhusforstaden Højbjerg og arbejder til daglig som IT-supporter for firmaet Novicell. Han går til viking fordi han helt fra barnsben har elsket at lege og slås.

” Jeg har altid godt kunne lide at lege, og jeg har altid leget røver og soldater, og det her det er en slags røvere og soldater for voksne. For mig handler det om kampen, det er det, jeg godt kan lide ved det. Jeg kommer for at slås,” siger Niels, der er viking på syvende år.

For Niels er det at være viking en fritidsbeskæftigelse. Det er ikke en religion. Det har intet med politik at gøre. Det er det sociale aspekt og kampen i sig selv, der fanger ham. Derfor tager han heller ikke sit liv som viking så vidt, at han rejser Europa tynd for at deltage i vikingerelaterede aktiviteter.

Ingen sikkerhed – ingen vikinger

I Europa er der eller ellers rig mulighed for at udleve passionen for at være viking. For eksempel er der jævnligt mulighed for at deltage ved genopførselen af Slaget ved Hastings. Her mødes tusindvis af  vikinger og genskaber slaget efter bedste evne. På den måde bliver det at være viking pludselig et skuespil, og det er ikke noget, der tiltaler Niels. Han vil hellere slås.

Men ikke for enhver pris. Før hver kamp kommer sikkerheden, der uden sidestykke er det vigtigste aspekt i det at være viking. Ingensikkerhed – ingen vikinger.

”Det vi laver handler jo først om sikkerhed og dernæst om alle mulige andre aspekter i kampen, for det der gør, at vi kan gøre det her igen næste uge er selvfølgelig, at vi ikke kommer hjem med skader,” siger Niels.

Hver én af de kæmpende vikinger bærer derfor som minimum læderhandsker og armbeskyttere, og nogle har tilmed et stort skjold at beskytte sig med – vikingerne lader sig ikke sådan lige slå ud.

 

 

 

Antal anslag: 3004

Kildeliste:

Niels Holm Frederiksen, 29

IT-Supporter

Novicell, Højbjerg

Kilden er udvalgt på baggrund af hans passion for det at være viking. Han er med syv års erfaring som viking yderst kompetent til at udtale sig om dette.

Renskrivning af vikingeinterview PDF – 27-09-2011